Hobro Handel | Godt og lærerigt år for Hobro Handel
17890
post-template-default,single,single-post,postid-17890,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-theme-ver-10.0,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.5,vc_responsive
 

Godt og lærerigt år for Hobro Handel

Godt og lærerigt år for Hobro Handel

Hobro Handel har haft et succesfuldt 2017 med stigende medlemstal og nye butikker i byen

Året 2017 har været et godt og lærerigt år for Hobro Handel. Handelsforeningen har oplevet en fortsat stigning i medlemstallet, det er lykkedes at få nye butikker til byen, og man har igennem hele året arbejdet på at udvikle to nye markedsføringsprodukter for medlemmerne, som skal lanceres i 2018.

Hobro handel – Bestyrelsen mødes hver måned for at arbejde for forening

Medlemskartoteket bugner

Hos Hobro Handel ser man det som en anerkendelse for det arbejde, man udfører for byens detailhandel, at der bliver ved med at dumpe ansøgninger om medlemskab ind af brevsprækken.

– Vi får løbende nye medlemmer. Der er ikke mange huller tilbage i gågaden, og jeg vil skyde på, at cirka 90 % af gågadens forretninger er medlemmer af vores handelsforening. Det er høje tal, og jeg ser det som et tegn på, at vi udfører et stykke arbejde for byens butikker, som de finder tilfredsstillende, forklarer Morten Herskind Grotrian og tilføjer, at de også oplever en stigning i medlemsskabsansøgninger fra forretninger, der er placeret uden for gågaden og midtbyen.  

Hobro Handel – Velbesøgt morgenmøde hvor medlemmerne blev informeret

Nye butikker til byen

Udover at arbejde for at forbedre forholdene for byens eksisterende forretninger, så arbejder man hos Hobro Handel også på at lokke nye butikker og virksomheder til byen.

– I 2017 er der åbnet en Skousen-butik i Hobro og i forbindelse med et generationsskifte i en af byens eksisterende forretninger, åbner der nu også en Bestseller tøjbutik i byen. Og, så har der været tre butikskæder, som har udvist interesse for at åbne afdeling i byen, fortæller Morten Herskind Grotrian, der dog mener, at man skal blive endnu bedre til at lokke butikker til byen.

– Vi er lidt presset på økonomi og tid, og det har nok været skyld i, at én landsdækkende butikskæde, der var interesseret i at åbne i Hobro, blev utålmodig og trak følehornene til sig. Derfor drømmer vi også om at kunne ansætte en fast citychef, som kan hjælpe os med at holde dampen oppe. Det er min vurdering, at havde vi haft sådan en citychef, så havde vi kunnet tiltrække 1-2 flere butikker til byen, bare i 2017, forklarer Morten Herskind Grotrian.

Morten Grotrian præsenterer markedsføring på medlemsmøde -tilbudsavis

Lancering af egen avis og magasin

I hele 2017 har Hobro Handel haft travlt med at udvikle på et nye markedsføringskoncept for byens handelsliv. Og i 2018 er de klar til at sende det på gaden. Det drejer sig om 10 udgivelser i løbet af året, der skal berette om – og promovere byens butikker.

– Det er noget vil glæder os til at sende ud. Og det ved vi, at butikkerne i byen også gør. Med de otte aviser og to magasiner, vi vil udgive i løbet af året, har vi skabt et markedsføringsprodukt, der er væsentligt billigere for butikkerne, end hvad der ellers er tilgængeligt på markedet for dem, fortæller Morten Herskind Grotrian.

 

Morten Grotrian præsenterer online markedsføringstiltag på morgenmøde 

Tidsvarende markedsføring off- og online

I 2017 har Hobro Handel også opdateret deres online profil, så den er opdateret og tiltalende for brugerne. Man har opdateret sin hjemmeside, har lavet egen YouTube-kanal, og så er man blevet kontinuerligt aktive på Facebook.

– Vi har brugt 2017 på at skabe os en skarpere profil både off- og online, således, at vi kan bakke op om vores by og give vores butikker en bedre, billigere og mere tidsvarende markedsføring. Det synes jeg, trods skønhedsfejl hist og pist, at vi er godt i gang med at lykkes med, forklarer Morten Herskind Grotrian.